Dette er et manifest. Et manifest, som måske ikke er lige populært i den store, sorte boks af online-marketingbureauer, men som netop af den grund bliver endnu vigtigere.
Formålet med manifestet er dog ikke at pege fingre ad andre. Nej, formålet er at vise vores kunder, hvad vi står for, og at give vores kunder noget, de kan holde os ansvarlige for. Noget, de kan holde os oppe på.
Når det er sagt, så lad os begynde ved begyndelsen: Vi vil nemlig skide på likes. Og vi vil også skide på klik, på visninger og på følgere. For lad os være ærlige; når det kommer til markedsføring og måske særligt annoncering på Facebook, så handler det om én ting og kun én ting: Salg.
Lad os bore lidt ned i metrikkerne for Facebook-annoncering:
Er visninger vigtige?
Nej. Visninger (eller eksponeringer) er ikke vigtige. Visninger er nemlig laveste fællesnævner, når det gælder annoncering på Facebook.
Visninger er udelukkende et udtryk for, at nogen har set din annonce. At de har set den og scrollet videre. Uden at klikke, uden at dele, ja, helt uden at reagere. Selvfølgelig er der en svag sandsynlighed for, at de har set din annonce og har skrevet indholdet ned på en lap papir eller gemt det i sit hjerte, men igen, lad os være ærlige; det er nok ikke tilfældet. Sandsynligheden for, at de er scrollet forbi helt uden at ænse din annonce, er nok noget større.
Derfor kan vi ikke rigtig bruge visninger til noget. Basalt set er de udtryk for, at vi har vist annoncen for nogen, der ikke var interesseret.
Kort sagt, eksponeringer kan vi få masser af, men vi går efter at skabe salg!
Er likes vigtige?
Nej. Likes (eller “Synes godt om”) er ikke vigtige. “Synes godt om”-tilkendegivelser er nemlig præcis det, de siger, de er: En tilkendegivelse af, at nogen synes godt om indholdet af din annonce.
Hverken mere eller mindre.
Man kunne fristes til at tro, at likes bliver brugt lidt ligesom en “favorit”-knap eller “læg i kurv”-funktionen på en webshop. Som en måde at indsamle inspiration og idéer til senere brug. Desværre er det ikke tilfældet.
Likes bliver simpelthen bare brugt til at vise dig, at det er et fint opslag, du har lavet. Det fører ikke til salg, og hvis du ikke gør noget meget aktivt, så fører det ikke engang til salg på et senere tidspunkt.
Måske det også er værd at bemærke, at alle de personer, som ender med at købe dit produkt, næppe giver dig et like med på vejen også. Når først dine kunder er landet på din hjemmeside, har lagt varen i kurv, trykket på køb og indtastet deres kortoplysninger, går de ikke tilbage til Facebook for også lige at like dit opslag. De er allerede videre i deres tankeproces og i deres Facebook-feed.
Er delinger vigtige?
Nej. Delinger er ikke vigtige. Det er klart, at man er mere interesseret i en vare, hvis man deler, end hvis man blot liker. Alligevel er delingerne ikke interessante.
En deling er nemlig en helt særlig form for interesse. En interesse, der ikke tager afsæt i, at man selv er interesseret i din annonce, men i at man tror, at andre kan være interesserede.
Når vi deler noget, er det altså sjældent, fordi vi gerne selv vil købe produktet eller ydelsen, men i højere grad en måde at fortælle en anden person, at vi tænker på dem.
I langt de fleste tilfælde er der altså meget lang vej fra en deling til et køb. Der er lang vej for den person, der deler, og der er faktisk også lang vej for den eller de personer, der bliver delt til.
Derfor er delinger heller ikke et interessant parameter at rapportere, når vi evaluerer vores annoncer.
Er nye følgere vigtige?
Nej. Flere følgere er ikke umiddelbart interessante. Der er dog en forskel i forhold til de øvrige tre uvigtige parametre, nemlig at når en person vælger at følge vores virksomhed efter at have set en annonce, kan det være udtryk for, at vedkommende ønsker at købe på et senere tidspunkt, eller at vedkommende var inspireret af det, vi viste, og måske vil købe en anden, men tilsvarende vare.
Nye følgere har desuden den fordel, at man i teorien kan ramme dem med opslag, der ikke er sponsorerede – altså “organiske opslag”.
Desværre er Facebook godt klar over, at opslag fra familie, venner og grupper er mere interessante end opslag fra virksomheder. De analyserer konstant hvilke opslagstyper, brugerne interagerer med, og her ligger virksomhedsopslagene ikke i top. Derfor bliver virksomhedernes anstrengelser heller ikke favoriseret i Facebooks algoritme, som jo er skabt til at give brugerne den bedst mulige oplevelse, hver eneste gang de logger på.
Det betyder også, at selvom nye følgere kan bruges til at annoncere mod senere hen, så er antallet af nye følgere heller ikke et tal, der er interessant at afrapportere. For nye følgere giver ikke penge i kassen. I hvert fald ikke i første omgang. De nye følgere er fugle på taget – ikke fugle i hånden.
Herunder ser du et eksempel på en af vores kunder, som ikke har mange følgere på sin Facebook side, men som opnår et annonceafkast på 16.78X.
Det kan du læse mere om her.
Det vigtigste i din Facebook-annoncering er antallet af køb
Det er egentligt simpelt. Hvis du ikke sælger noget med de annoncer, du bruger penge på at sende ud, så virker annoncerne ikke. Og hvis ikke de virker, så skal de enten droppes eller ændres.
Når du annoncerer på Facebook skal du derfor altid sørge for, at Facebook får information om, hvorvidt en kunde ender med at købe. Kun på den måde kan du bruge Facebooks algoritme til at optimere dine annoncevisninger for folk, der rent faktisk klikker på køb.
Ekstra: Tjek om din Facebook pixel er installeret korrekt – læs mere her.
For at kunne optimere annoncevisningen efter køb, skal du have en vis volumen igennem din butik. Hvis du har relativt få kunder igennem om ugen, så betyder det også, at du måske bliver nødt til at starte med nogle andre optimeringsmuligheder end det endelige køb.
Du kan fx bede Facebook om at optimere din annoncevisning efter personer som dem, der har lagt varer i kurven på din hjemmeside, eller personer, der har set dine produktsider. Når du så har fået data nok til, at Facebook kan sende annoncerne til personer, der er allermest tilbøjelige til at købe, så kan du dreje fokus for din annoncering tilbage på det, det handler om, nemlig salget.
Når du driver en forretning, er det i sidste ende salget, det handler om. Uden salg, ingen forretning.
Lad os være ærlige om vores resultater
Så hvorfor ikke bare være ærlige over for hinanden?
Skid på visninger, likes og følgere. Gå op i salg og i balancen mellem omsætning og annoncepris. Lad dig ikke forføre af prangende visningstal og spektakulære like-statistikker. De er kejserens nye klæder for din annoncering. For lad mig sige det, som det er:
Jeg vil hellere have 10.000 visninger med 50 køb, end jeg vil have 100.000 visninger med fem køb. Jeg håber, du er enig.
– Martin
Hejsa Martin !
Kunne du/I gøre noget ved denne Facebook side https://www.facebook.com/raadmal/
God påske.
Hej Ib.
Tak for kommentaren. Det vil jeg tage et kig på og så vender jeg retur, så vi kan få en snak om det 🙂
Det vigtigste er jo at resultaterne skal give mening, så vi vil gerne høre lidt mere om din virksomhed først.
Du hører fra mig!
God dag.
Mvh Martin