Jamen, det korte svar er vel, at hvis du kan, og hvis du ikke har andet at give dig til, så skal du selv klare din Facebook-annoncering.
Der er nemlig et overhængende problem ved at hyre et Facebook-bureau som os selv. Problemet er, at det kan være rigtig svært at gennemskue, om du får noget for pengene, hvis du ikke selv sidder med hovedet nede i tallene.
For lad os se det i øjnene:
Facebook-bureauer skyder op som paddehatte i en fugtig skovbund. I hundredevis – måske i tusindevis – dukker der hele tiden nye bureauer op med hver deres unikke variation af en fuldstændig identisk ydelse, nemlig at øge dit salg med annoncer på Facebook.
Desværre er der en del fluesvampe blandt de knejsende rørhatte.
Facebook-bureauer og brugtvognsforhandlere
Når man skuer hen over markedet af Facebook-bureauer, ligner det til forveksling et billede ludende brugtvognsforhandlere (i nystrøgede skjorter), der måske – måske ikke – har skruet lidt på kilometertælleren for at overdøve det faktum, at hele undervognen er bundrusten.
Når det gælder Facebook-bureauer, er forskellen måske bare, at det er langt lettere at pille ved triptælleren i din Facebook-annoncering. Eller det er i hvert fald lettere at få resultaterne til at se ud af mere, end de er.
Derfor er det også svært, at vælge et bureau, og det er svært at sige noget klogt om Facebook-bureauer – store som små – før man har set deres resultater.
Sidenote: Vi har skrevet lidt om det vi går op i – salg – det kan du læse mere om her.
Alligevel giver det måske mening at kigge på, om det rigtige for dig er et større all-you-can-eat-marketingbureau, et mindre Facebook-bureau eller om du skal fikse tingene selv. Lad os kigge på det i omvendt rækkefølge.
Derfor skal du selv varetage din Facebook-annonceringen
Der er to overvejende grunde til, at du selv bør give dig i kast med din Facebook-annoncering.
- Hvis du ganske enkelt ikke har råd til at involvere et Facebook-bureau
- Hvis du allerede har god erfaring med Facebook Business Manager og deres annonceringsplatform (det er ikke nok, at du har klikket på Boost-knappen, for den hjælper kun med likes og kommentarer, ikke salg)
Du skal have råd til at maksimere værdien
Det er klart, at hvis du er en helt ny virksomhed, der i forvejen vender hver en mønt, så er det måske ikke tidspunktet at involvere et Facebook-bureau. Det kræver en vis volumen i annonceringen, før det giver mening at outsource håndteringen af din Facebook-annoncering.
Hvis du vil have ordentlig værdi af din annoncering, anbefalinger vi altid, at du afsætter minimum 6.000 kr. om måneden til det, der kaldes “Spend”. Altså penge, som du betaler Facebook for at vise dine annoncer. Dertil skal du så lægge udgiften til bureauet, som i vores tilfælde vil starte på 4.000 kr. + moms om måneden.
For rigtig at kunne slå igennem med annoncerne, skal du altså gerne kunne afsætte i omegnen af 10.000 kr. om måneden, for at få nok værdi for din investering.
Du kan i øvrigt læse mere om vores priser her.
Du kan og vil selv stå for Facebook-annoncering
Den anden grund til, at du selv bør varetage din Facebook-annoncering er naturligvis, hvis du både selv kan og vil.
Det kræver træning at maksimere udbyttet af din annoncering, for du skal vide, hvordan du bedst flytter rundt på budgetter, skaber ”klik-værdige” annoncer og i det hele taget, hvordan du rent teknisk sætter det hele op i annonceadministratoren og på din hjemmeside.
Hvis du allerede har træning, er det bare at komme i gang. Du bliver dygtigere med tiden, og hvis du alligevel gerne vil lægge tiden i at monitorere din annoncering, kan det være en rigtig god idé at stå for det selv. Men pas på – der kan også være dyre lærepenge i at tage gør-det-selv-hatten på.
Når du ved, hvad du skal kigge efter, og hvordan du skal agere, når der sker små ændringer i markedet, får du også det allerbedste indblik i din egen annoncering og kan tilpasse den, så den passer 110 % med din linje, som du ønsker.
Derfor skal du vælge et specialiseret Facebook-bureau
Du skal vælge at mindre, specialiseret Facebook-bureau af fire overvejende grunde:
- Du vil have dedikerede eksperter
- Du vil have den personlige kontakt til eksperten
- Du vil være en vigtig kunde, selvom du er en mindre virksomhed
- Du vil have høj agilitet og hurtige beslutningsprocesser
Dedikerede eksperter i Facebook annoncering
Når du allierer dig med et Facebook bureau får du en samarbejdspartner, som har specialiseret sig i ét fag. Det er et bureau, som ikke favner bredt i service-palletten, men som har dedikeret sig til at blive gode til én ting: At skabe salg med Facebook annoncering.
Det betyder oftest, at alle processer er strømlinet og bureauet derved er effektive. Specialistbureauet har højest sandsynlig cases der minder om din, som kan bruges som inspiration til at give din virksomhed det optimale afkast på dit annoncebudget.
Du får med specialistbureauet dermed ikke et bureau, der siger “vi kan hjælpe dig med det hele” uden egentlig at kunne hjælpe dig med noget.
Jovist de kan lave kampagner på flere platforme – men skaber det resultater som giver mening? Et afkast der kan mærkes på bundlinjen?
Det dedikerede Facebook bureau siger de kan én ting og så sørger de for at være rigtig gode til det!
Direkte kontakt med eksperten
Den måske allerstørste fordel ved at vælge et specialiseret Facebook-bureau er, at din kontaktperson ofte bliver den samme, som også kommer til at sidde med teknikken.
Du taler altså direkte med den person, som skal lave dine annoncer, og optimerer dem til at drive salg på din hjemmeside. Den direkte kontakt sikrer ikke blot, at de faktiske annoncer bliver, som du forventer dem, men er også en fordel langt tidligere i processen.
Når du samarbejder med en, der kender Facebooks annonceplatform og annonceringsmuligheder som sin egen bukselomme, kvalificerer du også automatisk den indledende proces, hvor I idégenerer til annoncerne.
Facebook-eksperten kan nemlig visualisere annoncerne for sig og ved, hvad der giver mening, og hvad der ikke gør. Idéfasen bliver altså mere præcis og mange gange også mere interessant, fordi en kreativ tekniker kan bruge sin tekniske forståelse og bringe intelligente løsninger til bordet, som ellers ville være blevet overset.
Bliv den famøse store fisk i den famøse lille sø
Gode resultater handler også om prioritet. Prioritering af netop DIN annoncering. For de bedste resultater får du udelukkende, hvis din annoncering overvåges og justeres dagligt.
Hvis du synes, at du tager spenderbukserne på, og annoncerer for 20.000 kr. om måneden, vil du også gerne have stor værdi af din annoncering. Men hvis dine 20.000 kr. blegner ved siden af annoncebudgetter på 150.000 kr. eller måske 1 mio. kr. om måneden, er det heller ikke svært at regne ud, hvor Facebook-bureauets opmærksomhed kommer til at ligge. Lad mig bare afsløre, at det ikke er på dit annonceringsbudget, som du ellers graver dybt for at skrabe sammen.
Du skal altså også vurdere dit bureau ud fra, hvilke andre kunder de arbejder for. For der er som bekendt ikke meget ved at være en guldfisk i et 100 meterbassin, når du kan være en blåhval i et badekar.
Hurtig justering af din Facebook-annoncering
Egentlig kommer den hurtige responstid på dine ønsker som et produkt af de to ovenstående punkter.
Kombinationen af, at du fylder meget i dit bureaus bevidsthed (og omsætning), og at du kan ringe direkte til giraffen, der sætter dine annoncer op, giver dig nemlig en uovertruffen agilitet og hastighed.
Ved mindre bureauer er der derfor sjældent langt fra din tanke til deres handling. Og hastigheden giver nogle gange rigtigt meget mening.
Hastigheden muliggør nemlig, at du kan reagere hurtigt på ryk i markedet eller nye, strategiske muligheder, der opstår. Du kan altså tilrane dig en first-mover-fordel, som måske kan give dig præcis den medvind på cykelstien, der gør, at du snupper kunderne foran dine konkurrenter.
Derfor skal du vælge et full-service online-marketingbureau
Du skal overveje et full-service online-bureau, hvis du:
- Ønsker en projektleder, som kan være dit one-point-of-contact for al din markedsføring
- Hvis du har ekstrahøje krav til synergien mellem annonceplatformene
- Hvis du har meget store budgetter
Projektlederen som dit kontaktpunkt
Hvis du allerhelst bare gerne vil slippe for at have noget som helst at gøre med din annoncering, kan det store full-service-bureau være den rigtige løsning for dig.
Her bliver du tildelt en projektleder, som kan samle trådene for dig, og som kan fungere som din eneste kontaktperson på bureauet.
En god projektleder forstår de forskellige annoncemetoder i overordnede træk. Hun vil kunne give dig en overordnet vejledning i, hvilke kanaler der er relevante for dig, men altså ikke være med på alle detaljerne i annonceringen.
Hvis du ved, at du gerne vil sprede din markedsføring ud over forskellige platforme – giver projektlederen dig altså mulighed for helt at slippe tøjlerne, hvilket også kan være nødvendigt, da en projektleder altid vil betyde, at der er et led mere, som dine ønsker skal gå igennem, før du ser det manifesteret i din annoncering.
Er du ikke klar til at slippe tøjlerne, skal du være ekstra opmærksom på, at din annoncering lever op til dine forventninger, da der nemt kan gå detaljer tabt i overleveringen af information fra dig til annonceringsteknikeren.
Synergi-effekterne er særligt vigtige
Mens det sjældent er noget problem at skabe synergier og ensartethed på tværs af dit brands annoncering, selvom annonceringen varetages af forskellige personer, kan der være helt særlige tilfælde eller særlige kampagner, som kun er mulige, hvis al annoncering varetages af det samme bureau.
I disse situationer er det naturligvis også nødvendigt at slå sig sammen med et større marketingbureau, der kan varetage både din Facebook-annoncering, LinkedIn-annoncering, Google Ads, TV- og magasinreklamer samt outdoor-annoncer.
De særlige krav til synergi og kontrol kan eksempelvis skyldes specielle krav til timing, budskab- og eksponeringsrækkefølger eller noget helt tredje.
Hvis du blot har “almindelige” krav til samspil og synergi mellem annonceringsplatformene, vil langt de fleste bureauer – uanset størrelse – være gearet til at varetage opgaven. Naturligvis, fristes jeg til at sige, for det er jo helt normalt at have bestemte start- og slutdatoer for bestemte kampagner, ligesom de fleste også gerne vil sikre timingen mellem fx Facebook-kampagner, mail-flows og andre online-kampagner.
Kæmpestore annoncebudgetter
Er du privilegeret af kæmpestore annoncebudgetter? Så kan det også være en fordel af alliere sig med et større Facebook-bureau.
Store annoncebudgetter giver nemlig mulighed for at søsætte mange flere kampagner og annoncetyper, som igen vil kunne vise, hvilken annoncetype der fungerer bedst hos jeres kunder.
Grunden til, at store annoncebudgetter nogle gange kan kræve et større bureau, er ganske enkelt, at det tager lang tid at lave mange varianter af jeres annoncer, ligesom det tager ekstra tid at monitorere annoncerne og flytte budgetterne derhen, hvor jeres annoncepenge får størst effekt.
Når vi taler store budgetter, der kræver meget man-power, taler vi typisk budgetter på +1 mio kr. i ”spend” om måneden– altså det beløb, som du betaler Facebook for at køre annoncerne.
Er dit annoncebudget mindre, vil langt de fleste Facebook-bureauer kunne varetage opgaven, hvis ellers de har kompetencerne.
Når vi taler Facebook-annoncering, kan du nok se, at der er enorm forskel på, hvor mange penge virksomheder poster i det, men fælles for alle virksomheder – uanset budget – er, at de får værdi for deres annoncering.
Uanset om dit budget er 6.000 eller 6.000.000 kr., vil du opleve en øget kundetilstrømning og en øget omsætning, hvis dine annoncer konstrueres på den rette måde og overvåges dagligt for at optimere salget.
Ofte handler det simpelthen blot om at starte i det små og opjustere løbende, når du begynder at kunne se det på bundlinjen.
/ Martin